Tracking Error (TE) viser, hvor meget afkastet i fonden har afveget fra indeksudviklingen. Nøgletallet fortæller, hvor tæt det historiske afkast i en afkastfond har fulgt i indeksudviklingen. Nøgletallet kan således fortælle, hvor dygtig en indeksfond er til at følge indekset, men anvendes også sammen med nøgletallet Active Share til at vurdere graden af aktiv forvaltning i aktivt forvaltede fonde.
Jo lavere Tracking Error er, desto tættere har afkastet i fonden fulgt indekset. I indeksfonde, som forsøger at følge tættest muligt, er Tracking Error normalt lavere end i en aktivt styret fond. Man kan dog ikke alene anvende Tracking Error til at vurdere fondens risiko relativt til benchmark. Ligeledes kan man ikke sidestille en fond med en lav Tracking Error med lav sandsynlighed for merafkast, da Tracking Error kan blive 0, såfremt en investeringsfond systematisk har givet positivt eller negativt merafkast i forhold til indekset. Dette skyldes, at Tacking Error måler standardafvigelsen på merafkastet i forhold til indekset.
Tracking error afhænger ikke kun af fondens investeringspolitik, men også af markedsvolatiliteten. I de perioder, hvor markedsvolatiliteten er høj, vil Tracking Error typisk være højere.